31. AUGUST 2016

På Nørrebro falder mørket på; der er dug i luften, og 15-20 ansigter i en rundkreds oplyses af fyrfadslys. Med kejtede bevægelser lægger jeg min termojakke over Kims skuldre. Den er fnulret og slidt, men det virker til, at hun accepterer den og sætter sig endda lidt tættere på mig, men stadig uden helt at røre.
     Owen siger, at han bliver nødt til at gå hjem. Vores sko rører let ved hinanden. Kims hvide nikesko mod mine sorte adidasser. Mit hoved prøver febrilsk at regne ud, om det er med vilje. Så begynder selskabet at bryde op; tæpper foldes sammen, og øldåser samles ind. Owen foreslår, at jeg følger Kim til hendes cykel.
     Vi rejser os og går afsted som de sidste lige i halen på fødselaren og hans kæreste. Efter nogle skridt lægger jeg mærke til, at de to foran os har sat farten op. Sikkert for at give os plads. Meget betænksomt. Som svar sagtner vi farten en smule. Vi er alene på grusstien, de andre cirka ti meter foran. Jeg husker lyden af vores skridt i gruset i tavsheden.
     Stien ud ad Hans Tausens Park er mørk. De store træer står som utydelige silhuetter på den dybblå baggrund. Vi passerer gennem jernlågen og bevæger os op ad Hørsholmsgade. Kims cykel står parkeret et skummelt sted i Nørrebroparken mellem de gittervægge, der adskiller legepladsen og boldbanen. Mens vi nærmer os, slår det mig, at Kim måske føler sig utryg ved stedet og mørket. Jeg får lyst til at tage et skridt nærmere og stå ved siden af hende som et værn mod natten, men jeg er samtidig usikker på, hvordan jeg skal bære mig ad. Jeg har allerede en klar fornemmelse af, at hun kan klare sig helt fint uden mig, og måske vil hun tage det ilde op.  
     Jeg overvejer mine muligheder. Jeg kan nærme mig. Bare to små skridt i Kims retning vil ændre situationen fuldstændig, men til hvad? Jeg ville træde ind i hendes intimsfære. Hvordan ville hun opleve det? Det er natmørkt i en relativt ukendt by, og jeg er en relativt ukendt person. Så mens Kim låser sin cykel op, venter jeg små fem meter væk og giver hende plads.
     Måske det er, hvad jeg kan og bør gøre. Måske er det det eneste, jeg tør.
     Som et slags svar på dilemmaet retter Kim sig op og kigger direkte på mig gennem mørket. Hendes ansigt er ikke helt tydeligt, men jeg aner et udtryk, som jeg har svært ved at tolke. Drillende, forlegent og fandenivoldsk.
     Efter en kort kunstpause begynder hun uden varsel, halvt grinende, halvt undskyldende at fortælle en joke, som jeg nu trods mange forsøg på at huske fuldstændig har glemt, måske fortrængt.
     Jeg husker, at den var sort, upassende og komplet overrumplende.
     Jeg stivner, mens hele situationen med al dens intensitet og potentiale styrter i grus. Tøvende begynder jeg at grine. Kim kigger på mig med et overraskende sårbart ansigtsudtryk. Det ser ud til, at hun prøver at læse mit lige så meget, som jeg prøver at læse hendes. Joker hun for at punktere situationen og give os begge ro til at være os selv eller for at få styr på sin egen nervøsitet? Eller er det et signal til mig om at tage et skridt tilbage?
     Jeg beslutter mig for retræte. Måske er der ikke tale om en egentlig beslutning, men jeg sidder i hvert fald pludselig lidt skuffet på cyklen og venter på, at Kim gør det samme.
     Vi følges ned ad Nørrebrogade, cyklende langsomt ved siden af hinanden. Det føles, som om vi er de eneste på Nørrebro den aften. Hun stopper op og beundrer et neonskilt og tager et billede af mig på cyklen neden under det.
     Til sidst kommer vi til stedet, hvor det er naturligt at skilles. Ingen af os ved, hvad vi skal stille op. Stadig med en hånd på cykelstyret giver vi hinanden et akavet kram på hjørnet af Peter Fabers Gade og Nørrebrogade. Så cykler Kim sin vej, og jeg cykler min.