Drøm og virkelighed
I antologien Det rygende spejl tager Ib Michael tilbage, til hvor det hele begyndte, og præsenterer nogle af de temaer, som har været med til at forme forfatterskabet.
Det er femogfyrre år siden, at Ib Michael rejste til Sydamerika sammen med fotografen Teit Jørgensen og maleren og digteren Per Kirkeby. De var bundet sammen af ”forholdet til Mayalandet og dets kultur”, som der står i forordet til Mayalandet (1973): ”Det forekommer mig bare en gammel drøm, at ligge her i troperne, frataget al tid; her kunne man godt tilbringe en lille evighed under stjernernes lys, der siver ud under himlen”.
På mange måder kom de til at tilbringe en evighed der under Mayalandets stjernehimmel. I hvert tilfælde havde de alle efterfølgende svært ved at slippe rejsen og fascinationen af Latinamerikas natur, kultur og mytologi. I essaysamlingen Hjertets hemmeligheder (2012) skriver Ib Michael: ”Den første rejse er den, man aldrig kommer hjem fra, den hvor man har været ude og runde galakserne og har fået blæst sit verdensbillede til atomer [..] Da jeg rejste ud stod jeg på en sikker grund af akademisk viden, da jeg rejste hjem igen var den smuldret under mine fødder og jeg måtte opgive studierne. Jeg havde været for længe i de syngende junger og hallucinerende formers vold”.
I de mellemliggende år var det blevet til en række værker direkte inspireret af Latinamerikas syngende jungler, fra Mayalandet (1973), Hjortefod (1974) og Rejsen tilbage (1977) til Den tolvte rytter (1993) og Paven af Indien (2003), men det er ikke vanskeligt at finde elementer fra myterne, figurerne, sproget i langt størstedelen af forfatterskabet. Der skete et mentalt paradigmeskift, hvor én virkelighedsopfattelse blev erstattet af en anden, og sådan et kan man ikke flygte fra.
Men selv om den sikre grund af akademisk viden efter forfatterens udsagn var smuldret væk, var den alligevel stabil nok til at bære vægten af forfatteren, der ved siden af de hallucinerende skønlitterære former gendigtede quiché-indianernes skabelsesberetning, Popol Vuh (1975), skrev essays om mayalandets kultur - og nu også har gendigtet et udvalg af indianske sange og tekster fra Den Nye Verden, nemlig i form af Det rygende spejl (2016).
Titlen refererer til en myte om digtningens oprindelse, men også til de sløringer, der opstår, når teksterne overføres fra de indianske originaler til dansk: ”Der er tale om helt fremmedartede sprogstrukturer, der arbejder i en anden virkelighed, i forhold til hvilken dette sprog er spejlet og den fremkaldte ’virkelighed’ substansløse billeder”, som Ib Michael skriver i efterskriftet. Den akademiske viden er grunden under hallucinationerne: Man kan ikke skrive såkaldt magisk realisme uden at have en dyb viden om den virkelighed, man skriver om, ligesom man ikke kan skrive om aztekiske tekster uden et vist mål indlevelse og fantasi.
I forlængelse af sine studier i indiansk kultur såvel som i sit skønlitterære virke har Ib Michael forsøgt at nærme sig virkeligheden ad forskellig vej, så det undervejs har kunnet være svært at se, hvad der var spejl, og hvad røg - eller hvad der var drøm, og hvad virkelighed: ”Folk tror, at eksotiske kulturer er noget, man sværmer for. Intet kunne lige mig fjernere. Det var - og er - en undersøgelse af virkeligheden”. Eller som det hedder i et aztekisk digt i Det rygende spejl:
Vi er kommet for at sove
vi er kommet for at drømme
det er ikke sandt, det er ikke sandt,
at vi er kommet
for at leve her på jorden
Ud over at være en vigtig indføring i en overset del af verdenslitteraturen, er Det rygende spejl også en væsentlig brik i Ib Michaels forfatterskab, hvor han viser nogle af de kort, som han hidtil har holdt på hånden.
Foto: Teit Jørgensen, gengivet efter Det rygende spejl.
